Jeg hedder Rasmus. Jeg hedder Jens. Vi er enæggede tvillinger, og vi bor på Islands Brygge begge to. Vi er 45 år, og vi er ikke ninjaer. Da vi var små, havde vi altid en legekammerat, og det har jeg sådan set stadigvæk jo. Så det, synes jeg, er det gode i det. Jeg synes faktisk, at det er... Du er sjældent ensom, sådan helt ensom. Du slipper aldrig din skygge. Man har en tryg person at læne sig op ad, som forstår én. Det er en gave, synes jeg, langt hen ad vejen. Når man ellers har været de første 10.000 slåskampe i gennem som barn. Så finder man ud af, at man faktisk kan bruge den anden til noget konstruktivt. Man kan sige, den eneste hage, der måske ville kunne være i det. Det er det der med ligesom tage noget selvstændighed. Og selv skabe sin egen ting og ikke altid have den anden med. Det kan jeg godt huske, det skulle man lige vænne sig til, da man var lille. Man var altid to, og det vil sige, man var jo også meget dominerende på en eller anden måde. Så det der med ikke at skulle have den anden med. Og selv ligesom stå alene og ikke have den der tryghed. Det skulle man lige vænne sig til. Ja, og man kan også sige, hvis der var en af os, der havde konflikt med en person. Så blev den anden også automatisk på en eller anden måde inddraget i den konflikt. Og havde en naturlig side i konflikten til sin bror. Man blev også altid omtalt i flertal: "Det er de to, de er en enhed." "Hvis den ene har lavet noget lort, så har den anden også lidt lavet det." "Og hvis de har gjort noget godt, jamen så har de faktisk begge to gjort det lidt godt." Til sport var det altid sådan: "Så skal vi have tvillingerne der, twins, Jensmus." Som det hed, når de trak Rasmus og Jens sammen. "Jensmus, derover." Jeg vil sige, at vi narrer nogle hele tiden. Fordi vi bor 400 meter fra hinanden. Og vi har børn på den samme skole, men i mange forskellige klasser. Og jeg vil sige minimum en gang i ugen. Som regel flere. Så er der nogle af de der forældre til Jens' børns klasse, der siger: "Hej Jens, hej Jens" Eller børnene siger: "Hej Jens" til mig. Og omvendt. Så prøver man nogle gange at forklare, og nogle gange siger man bare, "hej hej." Selvom man ikke aner, hvem det er. Så jeg vil sige, det er et vedvarende bedrag, vi har her.